Afrunding med cricket i 3.g idræt

Iført hvidt tøj og med tea and biscuit på sidelinjen

3z, 3x og 3a afrundede tre idrætsår med én af de ældste moderne sportsgrene: Cricket! I den forbindelse havde vi inviteret to cricketkyndige til FVGH: Nicolai, der er landsholdsspiller og Carsten, der er cricketkonsulent i Dansk Cricket Forbund.

Forventningerne var høje og eleverne var spændte og i godt humør - tør vi godt sige - da de to cricketkyndige tog imod os udenfor, på en perfekt arrangeret solrig eftermiddag.

Eleverne havde på forhånd sat sig ind i spillets lidt omfattende regler, selvom de endte med at spille et modificeret cricketspil med mere aktivitet for alle spillere på én gang. Dette fungerede rigtig godt, og der var stort engagement, konkurrenceånd men også fairplay blandt holdene. De blev delt op i 4 hold, der på skift dystede imod hinanden i to forskellige typer cricketspil.

Efter modulets kampe var der mulighed for at stille spørgsmål til det, for mange elever, ukendte spil. Desuden kunne eleverne afprøve landsholdsspillerens professionelle udstyr, som vi af sikkerhedsmæssige årsager ikke spillede med i kampene.

I modulet ugen efter afsluttede holdene med cricketspil i hvidt tøj og ”tea and biscuit” på sidelinjen.

Information om spillet i store træk, som byder på mange kvaliteter: Konkurrence, teknik, taktisk forståelse, fairplay, samarbejde, koncentration og ikke mindst socialt samvær!

/CA & SHJ

Cricket

Cricket spilles på en stor oval eller cirkelrund bane med en diameter på 110-140 meter. Ydersiden af banen er markeret af et reb eller en kridtstreg. Midt på banen er der en rektangulær pitch. I hver ende af pitchen står tre gærdepinde med to overliggere, gærdet. Grundlæggende regler: Der er to hold med 11 spillere på hver. Holdene skiftes til at være ved gærdet og til at være i marken. Kampen indledes med en lodtrækning. Vinderen bestemmer, om hans hold skal begynde ved gærdet eller i marken. Gærdeholdet har to spillere på banen ad gangen; en på hver ende af pitchen med et boldtræ af piletræ (et bat). Markholdets spillere er alle i funktion. En er kaster og en er keeper, mens resten er fordelt i marken omkring pitchen. Der spilles med en rød bold af kork med læderoverflade. Den ene side af bolden er glat, mens den anden side er ru. Det gælder om at score så mange point som muligt, når man er inde (ved gærdet). Når man er i marken gælder det om at få gærdeløberne ud/døde eller hindre gærdeløberne i at score point. Historie Den første kendte kricketkamp blev spillet i 1697 i Sussex, Storbritannien; den første danske i 1866, efter at engelske jernbaneingeniører, som havde deltaget i anlæggelsen af jernbaner i Danmark, i 1865 havde dannet kricketklubber i Randers og Odense. I 1787 blev verdens nok mest berømte kricketbane, Lord's Cricket Ground (efter Thomas Lord), anlagt i London, og året efter fik den højeste autoritet inden for kricket, Marylebone Cricket Club, sit hovedkvarter her. Fra at være en af de dominerende idrætsgrene herhjemme i slutningen af 1800-t. stagnerede tilgangen i den første halvdel af 1900-t. Kricket og fodbold var ofte blevet dyrket i de samme klubber med kricket som sommerspil, men efterhånden som fodboldspillet blev dyrket hele året, blev det vanskeligt for udøverne at dyrke begge idrætter. Det første officielle danske kricketmesterskab blev afviklet i 1948. Kilde: Den store danske