Translokation 2022
Flot farvel til 3a, 3b, 3x, 3y, 3z, 2p og 2q

Stort tillykke til jer alle!
En festlig translokation for alle vores afgangselever og deres pårørende.
Der blev uddelt legater til
Frederikke Juhl Gyrming 3a (Rotary-legat) ,
Jonas V. Gaarn 2p (både Rotary-legat og Jyske Bank-legat for højeste snit på HF: 11,9),
Laurits K. S. Brandal, 3z (for højeste snit STX: 11,9),
Katrine Brask Olsen 3a for sin sociale indsats på skolen,
Amalie Ungermann Bichel 3a og Malou Kristiansen 3z for deres indsats for miljøet.
Uddrag fra rektors translokationstale:
Om lidt ligger det hele bag jer. Jeg vil ikke ynke jer for det I glip af, men i stedet glæde mig over, hvad l har lært og tager med jer videre i livet. I har fået undervisning i særklasse af lærere, der hver dag brænder for at formidle deres fag, skabe gode relationer til jer og gøre en forskel i den måde I anskuer verden, og mange af jer har dyrket fællesskaber på tværs af årgange i årets musical, talenttilbud, elevråd og meget andet.
John Donne var en engelsk digter or præst (måske I kan genkende hans navn fra engelsk A?). Donne skrev i 1624 digtet ”No Man Is An Island”, mens han selv lå syg og afskåret fra omverden. Digtet, som bliver det eneste litterære citat I får i denne tale, tematiserer netop mennesket som et relationelt væsen. Digtet lyder således i en klassisk dansk oversættelse:
Intet menneske er en ø, en verden for sig;
ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele;
om en lerklump skylles bort fra havet, eller et forbjerg, eller din vens hus, eller dit eget,
Europa bliver mindre derved;
ethvert menneskes død river noget fra mig, thi jeg er ét med den ganske menneskehed,
så derfor skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for?
De ringer for dig.
Nej, intet menneske er en ø – vi hænger sammen, vi deler verden og liv.
Så derfor – kære klimatosser årgang 2022 med den største grad af samfundssind og et altid gyldigt Coronapas på mobilos – gå ud og find jeres vej i livet, gør det I har lyst til og som giver jer glæde og mening - forvent ikke at det bliver en dans på roser hele vejen igennem – men dyrk fællesskabet og kærligheden, uanset hvilken form kærligheden tager. Vær den bedste version af jer selv og tag ansvar!
Med disse ord dimitterer jeg årgang 2022 fra Frederiksværk Gymnasium og HF.
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
![]()
Nu er studenterne på vej ud i verden...
![]()
Festlig fejring af studenter
Liv på græsplænen foran skolen

STORT TILLYKKE TIL ALLE STUDENTER!

De første studenter springer ud i dag
Stort tillykke til jer alle sammen!

I dag blev flaget hejst foran FVGH af årets første studenter: Julie Møller 2q (mundtlig engelsk), Adam Hasan Deniz 3b (mundtlig dansk), Albert Appel 3y (mundtlig dansk), Alberte Egesø 3z (mundtlig matematik).
De fik alle fire deres huer på kl. 9.45 og måtte derfor deles om opgaven - godt hjulpet på vej af rektor Peter og pedel Erwin.
Stort tillykke til jer og til alle der bliver studenter de kommende dage!
Læs hvad den lokale presse skrev - klik her!


Spil spansk
Hyggelig spansktime

1.g spanskeleverne havde i fredags en hel dag med spansk. Der skulle repeteres grammatik til den helt store guldmedalje, og eleverne knoklede med verber, substantiver og adjektiver i lange baner. En del af opgaven for nogle af eleverne var at lave spil, hvor spillerne dyster i spansk sprog og korrekt grammatik. Der blev lavet nogle flotte spil, som vi alle spillede som afslutning på en hyggelig dag.
/MFT

Tre FVGH-elever holdt taler ved kommunalt Grundlovsdagsarrangement
Stor ros fra Helle Lunderød til Kamille, Jonas og Andreas

Solen bragede ned fra en skyfri himmel og kommunen havde inviteret til fejring af Grundlovsdagen på plænen ved Krudtværksmuseet. Talerne blev holdt – ”De var alle ret gode”, sagde Helle Lunderød; ”så behøver vi ikke være bekymrede for demokratiet i fremtiden i Danmark, for de unge ved godt, at demokratiet er noget der skal værnes om og passes på. Vi må ikke tage det for givet!”.
Gennem de sidste tre uger har et 1.g samfundsfagshold på FVGH med Randi Søborg som underviser, arbejdet med tre Grundlovstaler. Arbejdsprocessen bestod af fælles brainstorm, opdeling i emner, videre til 1.gruppearbejde, for at stoppe ved 1.hjemmearbejde for til næstsidste stop; fælles gennemgang i klassen.
På vegne af holdet, blev det Kamille Alberte Søborg Laursen 1y og Jonas Mikkelsen 1.z, Andreas Kobborg Bork 1.z, der holdt talerne. De havde selv stået for den sidste finpudsning og forberedelse til dagen, d. 5. juni: Grundlovsdag.
Der var lidt nerver på før talerne skulle holdes: - ”Jeg synes det er en smule skræmmende at skulle tale foran så mange mennesker. Man vil jo gerne have at publikum synes, det man siger er godt. Men jeg tænker, det nok skal gå godt. Jeg har jo hele mit samfundsfagshold", sagde Kamille. Læs Kamilles tale her!
Tillykke til jer alle med den store bedrift! Læs Jonas' tale her!
"Jeg synes det er en smule skræmmende at skulle tale foran så mange mennesker. Man vil jo gerne have at publikum synes, det man siger er godt. Men jeg tænker, det nok skal gå godt. Jeg har jo hele mit samfundsfagshold "



Informationsmøde for kommende 1.g og 1.hf-elever og forældre

Vi vil gerne invitere dig som kommende elev og dine forældre til informationsmøde før sommerferien, hvor I kan høre om opstarten på Frederiksværk Gymnasium og HF.
Vi holder informationsmøde onsdag den 15. juni kl. 18.30-19.30 for kommende 1.g’ere og 1.hf’ere og forældre.
På mødet fortæller vi om, hvordan det er at starte i gymnasiet, hvilke hjælpemidler som fx computer du får brug for, mulighed for brush-up kursus i matematik inden skolestart, skolens forventninger til dig som elev og meget andet. Elevrådets næstformand fortæller lidt om, hvordan hverdagen ser ud fra elevperspektiv, og skolens ledelse står parat til at svare på jeres spørgsmål.
Vi glæder os meget til at hilse på jer og byde jer velkommen på FVGH.
Mødet foregår i skolens kantine.
Peter Brink/Rektor
Sidste skoledag
Afgangseleverne havde i går sidste undervisningsdag på FVGH

Det er vemodigt når noget godt slutter - men der er også noget godt på vej for vores kommende studenter på FVGH.
KB og PV skriver om deres sidste dag med 3b: Tak for nogle skønne år og tak for 2 hyggelige afslutningsmoduler, hvor der både blev eksamensorienteret, spist lækkerier i lange baner og spillet spil i skønt vejr
SVO sluttede af med et brag sammen med Kemi-A: De dygtige kemikere på Kemi A-holdet sluttede i dag af med kemikerens yndlingskage med brom-bærsyltetøj (hø-hø) og et ordentligt brag udenfor på græsset.



En dag tilbage
Nedtællingen er snart forbi

En dag tilbage...
På mandag er det sidste skoledag for afgangsklasserne på FVGH. Sigrid og Emmely fra 3b rev det andensidste nedtællingsblad af i dag, så der nu kun står 1.
Held og lykke med eksamen!
Offentliggørelse af eksamensplan
Blandede følelser...

I dag blev det offentliggjort i kantinen og på Lectio, hvilke fag eleverne skal til eksamen i. Der var både jubel, chok og måske et par tårer.
Eleverne kan få yderligere info på den streamede eksamensorientering for ALLE d. 10/5 kl. 11:15 og yderligere en orientering for afgangselever d. 11/5 kl. 11:15
Filmfestival med 10 produktioner
Efter 2 år med corona, er FVGH FILMFESTIVAL tilbage

I år deltog hele 10 grupper med deres eksamensproduktioner. De filmglade dommerne var i år rektor, Peter Brink, Philippa Krug og Emil Petrov Hansen. De veloplagte og velklædte værter (med de dårligste jokes) var i år Anton 1b og Jonas 1z.
Der skulle uddeles 5 priser og de blev fordelt således:
- Bedste skuespiller: Sofia Rose Kuhn Jeppesen for sin rolle i den hjerteskærende film 'Jeg lever nu'
- Bedste klipning: Johannes, Alexander, Victor aka Swag Meal for actionfilmen ' USB-drevet'
- Bedste produktion: Malou, Amanda, Signe for deres film 'Awkward' om en kikset date
- Publikumsprisen gik til Frej, Jonas, Luis, Hjalmer, Gabriel for deres meta-film 'Produktionen'
- Juryens specialpris gik ligeledes til 'Produktionen', som i aften kunne gå hjem med hele 2 priser
En meget vellykket aften i filmens tegn.
/LN & LG








2y besøgte pædagoguddannelsen og legede dåseskjul
Karrierelæring

Tirsdag d. 3/5 var 2.y på besøg på Københavns professionshøjskole i Hillerød, hvor vi hørte om pædagoguddannelsen. Vi startede i et lokale med instrumenter, som 2.y selvfølgelig ikke kunne holde fingrene fra. Derudover dansede vi Charleston, brugte domæneteori til at løse konflikter i børnehaven og hørte lidt om professionsbachelor uddannelsen generelt.
Dagen sluttede med klassehygge i slotsparken. Selvom de ser afslappede ud på billedet, fik de masser af motion mens de legede dåseskjul. /IN, MH og 2y

3x røg i kanalen
I naturgeografiens tjeneste

Vi havde en hyggelig tur i naturgeografi med 3x til Frederiksværks kanal ved Arresødalbroen i fredags, hvor vi lavede et tværsnit af kanalen med målinger af dybden hver halve meter og beregnede vandføringen. Der var ikke meget vand - men nok. Kanalen var cirka 90 cm på det dybeste sted. Fire frivillige havde waders på, og resten af klassen hjalp til.
/CVR

Amanda er udvalgt til forskning i Grønland
2.g-elev på FVGH kom gennem nåleøjet og skal to uger til Grønland i sommerferien

Undervisningsministeriet inviterer fem naturvidenskabeligt interesserede gymnasieelever fra Danmark til Grønland i to uger på 'Sommerskole' for at studere landets klima og klimaforandringer.
Amanda Emilie Christensen som går i 2.y på naturvidenskabelig studieretning på FVGH, blev én af de fem!
”Jeg skulle skrive en ansøgning om, hvorfor jeg gerne vil afsted. I den skrev jeg, at jeg vildt gerne vil opleve Grønland i selskab med forskere, som virkelig kender til landet og naturen. Desuden er jeg dybt fascineret af det naturvidenskabelige perspektiv og jeg glæder mig helt vildt til at arbejde sammen med andre, som har det ligesom mig.” Ansøgningen blev godkendt, men før hun blev endeligt udvalgt, skulle hun til samtale med projektlederne. Læs mere på ministeriets hjemmeside her.
For at komme i betragtning, skulle Amanda vedlægge en udtalelse fra tre af sine lærere, som skulle dokumentere, at hun er seriøs omkring sit skolearbejde. Og dét er hun. Biologilærer Stine Handesten, foreslog i første omgang Amanda at søge projektet, og hun er rigtigt glad og stolt på Amandas vegne.
Amanda fortæller, at hun har en stærk interesse for naturvidenskab; ” Jo mere man ved, jo mere finder man ud af, man ikke ved.” siger hun.
På Kangerlussuaq Science Field School (KSFS), som det hedder, arbejder eleverne sammen med forskere. KSFS har base i Kangerlussuaq og dagligt tager man på ture for at besøge ”real scientists”. Forskerne undersøger eksempelvis hvor meget Indlandsisen smelter, hvad der sker med permafrosten og hvordan klimaforandringerne påvirker planter og dyr.
Amandas fremtidsdrømme kredser da også omkring biologien og hun overvejer om hun skal læse biologi eller medicin på universitetet. Denne tur til Grønland giver hende i hvert fald en mulighed for at prøve biologiforskningen af, så hun bliver bedre forberedt på at vælge uddannelse efter studentereksamen.
Vi ønsker Amanda en rigtig god tur til Grønland og glæder os til at modtage billeder og beretninger deroppe fra.
/LG

Sommerskole i Grønland
Børne- og Undervisningsministeriet tilbyder fem 2.g-elever fra en naturvidenskabelig studieretning på de tre-årige gymnasiale uddannelser at deltage på sommerskole i Grønland. Sommerskolen kaldes Joint Science in Education Project. JSEP er et internationalt samarbejde mellem Grønland, USA og Danmark. I sommerskolen deltager 12 elever fra Grønland, tre fra Færøerne og fem fra Danmark. Børne- og Undervisningsministeriet dækker transporten Københavns Lufthavn-Grønland tur-retur samt kursus-afgift og ophold i Grønland. Sommerskolen finder sted i Kangerlussuaq.
Årets bedste studietursbillede
Tillykke til 2y!

2.g-klasserne har været på studietur og har taget en bunke dejlige billeder. I dag blev det afsløret, hvilket billede dommerne fandt bedst. Vinderen blev 2ys billede foran en borg.
Begrundelse: Flot komposition.
Billedet udstråler glæde og sammenhold - trods kulde.
Godt motiv med det vildt flotte tårn, de tre flag og den dramatiske himmel.
Småting: synd at tårnet er kappet af og det er lidt mast i bunden.
Man bliver simpelthen glad af at se på billedet!




Politisk duel
Mette og Martin diskuterede det danske forsvarsforbehold

Tirsdag d. 26.april var der spændende politisk duel mellem Martin Lidegaard (RV) og Mette Thiesen (Nye Borgerlige) om det danske forsvarsforbehold som skal til folkeafstemning d.1. juni. Det foregik i kantinen på Frederiksværk Gymnasium og HF og samfundsfagseleverne stillede gode spørgsmål. Peter Brink bød velkommen og elevrådsformand Frederikke styrede slagets gang.



