Studie- og samværsregler

På Frederiksværk Gymnasium og HF lægges der vægt på en god omgangstone og omgangsform. Det forventes, at alle behandler hinanden med respekt, hvad enten der er tale om elever, lærere eller øvrigt personale. Dette gælder også, når man udtrykker sig på skrift og på de sociale medier. Fx skal de blå bøger udformes sådan, at ingen elever, lærere eller andre ansatte føler sig hængt ud

Studie- og ordensregler

Studie og ordensreglerne skal ses i sammenhæng med Frederiksværk Gymnasium og HFs målsætning om, at flest mulige elever gennemfører deres ungdomsuddannelse med det bedst mulige resultat. En forudsætning for dette er, at man møder op, er velforberedt og deltager aktivt i undervisningen. 

På Frederiksværk Gymnasium og HF optræder man som en god ambassadør, når man repræsenterer skolen udadtil. Dette gælder også i tidsrum, der ligger udenfor den almindelige undervisningstid.

Ved overtrædelse af ordensreglerne, herunder de regler, der er er nærmere beskrevet i de enkelte politikker samt overtrædelse af Frederiksværk Gymnasium og HF’s værdigrundlag, vil der blive iværksat sanktioner der, afhængig af alvoren, kan have nedenstående karakter:

  • Mundtlig pædagogisk tilrettevisning for overtrædelse af studie- og ordensreglerne af mindre alvorlig karakter
  • Mundtlig advarsel ved gentagne overtrædelser af studie- og ordensregler af mindre alvorlig karakter
  • Skriftlig advarsel ved gentagne overtrædelser eller overtrædelser af mere alvorlig karakter
  • Hel eller delvis udelukkelse fra konkrete arrangementer eller aktiviteter
  • Midlertidig udelukkelse fra undervisningen i indtil 10 skoledage. Udelukkelsen registreres som fravær
  • Bortvisning (udskrivning) fra uddannelsen med fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve på Frederiksværk Gymnasium og HF

Som led i behandlingen af en sag efter dette regelsæt, kan Frederiksværk Gymnasium og HF beslutte at hjemsende den pågældende elev midlertidigt eller at begrænse elevens adgang til skolen midlertidigt, mens sagen undersøges.

Normalt vil en sanktion kræve forudgående varsel. I særligt alvorlige tilfælde og i gentagelsestilfælde kan sanktioner dog iværksættes uden forudgående varsel.

For elever under 18 år orienteres forældre/værger om varsler og sanktioner.

Fremmøde 

Der er mødepligt til timerne såvel som afleveringspligt for skriftlige opgaver. Mødepligten gælder også for undervisning uden for skolens område i forbindelse med ekskursioner og selvstændigt arbejde. Eleven har ligeledes pligt til at deltage i årsprøver, terminsprøver og lignende evalueringer, da disse er en forudsætning for at kunne indstilles til eksamen.

Rektor kan anmode eleven om en lægeerklæring som dokumentation for fravær. Udgiften til denne afholdes af eleven selv.

Den enkelte elevs fremmøde registreres i starten af hvert modul, ligesom der sker en registrering af de afleverede skriftlige opgaver. Registreringen er gældende for et skoleår ad gangen.

Eleven har adgang til disse registreringer via en personlig kode. I tilfælde af fravær skrives årsagen ind i "lectio" ud for den enkelte lektion. Hvis du kan forudse et længerevarende fravær (f.eks. hospitalsophold eller lignende) skal studievejlederen orienteres.

Ved for højt fysisk og/eller skriftligt fravær indkaldes eleven til samtale med studievejlederen. Fortsætter fraværet, udløser det et mundtligt og evt. skriftligt varsel til eleven.

For elever under 18 år, vil forældrene også blive orienteret. Er eleven over 18 år, vil forældrene kun blive orienteret, hvis eleven har samtykket til dette.

Har sanktioner i form af varsler ikke den ønskede effekt på elevens fremmøde og aflevering af skr. opgaver, kan skolen iværksætte en eller flere af nedenstående sanktioner:

  • Indstilling til eksamen i et, flere eller alle afsluttende fag på det pågældende klassetrin.

  • Retten til SU mistes. SU kan søges igen, når rektor vurderer, at tilfredsstillende fremmøde og studieaktivitet har fundet sted.

  • Permanent bortvisning (udskrivning) fra skolen uden mulighed for færdiggørelse af sin uddannelse på FVGH.

Computer og mobiltelefoner

  • Det er læreren der i den enkelte time og det enkelte fag, bestemmer brug af computer - det tilstræbes, at der er computerfrie sekvenser i det enkelte modul.

  • Brug af mobiler er ikke tilladt, med mindre læreren har givet tilladelse dertil. Læreren kan indsamle mobiltelefoner i den enkelte time, hvis det skønnes gavnligt.

  • Vi forventer, at den enkelte elev medbringer en computer, som kan bruge de programmer og funktioner, der nævnes i strategien (og som de introduceres til i starten af uddannelsesforløbet) - kan det ikke lade sig gøre, vil skolen prøve at hjælpe. 

Idræt

En elev kan blive helt eller delvist fritager fra idræt af helbredsgrunde. Ledelsen finder i det enkelte tilfælde den bedste løsning for eleven. Alle former for fritagelse kræver en lægeattest og stilles kun efter aftale med ledelsen. Skolen afholder udgiften til lægeattesten. For kortvarige skader kan en skadesjournal ofte være tilstrækkelig.

Ved fritagelse (hvor eleven ikke kan tildeles et erstatningsfag) deltager eleven i idrætstimerne (som observatør, dommer, coach eller andet) og går op til en individuel prøve. Karakteren gives her alene på baggrund af den mundtlige prøve


Skriftlige opgaver og studieregler

Det er elevens pligt, at aflevering af skriftlige opgaver sker i henhold til de fastsatte krav i de enkelte fag.

Manglende skriftlige opgaver kan betyde, at eleven efter et forudgående varsel indstilles til prøve i alle afsluttende fag eller for HF, at man ikke kan oprykkes til næste klasse.

Ved manglende opgaveaflevering vil eleven blive indkaldt til møde med studievejlederen/ tutor, der i fællesskab udarbejder en plan for aflevering af opgaver.

Du skal selv udarbejde dine skriftlige opgaver uden snyd eller lignende uretmæssig adfærd. Det er heller ikke tilladt at hjælpe andre med at snyde. Ved snyd eller brug af lign. uretmæssig adfærd, vil eleven blive sanktioneret i henhold til skolens regelsæt om sanktioner, og i yderste konsekvens kan eleven blive bortvist (udskrevet) fra skolen.


Oprykning til næste klasse eller indstilling til afsluttende eksamen er betinget af, at man har fulgt undervisningen tilfredsstillende samt, at man har afleveret opgaver i henhold til de fastsatte krav for det enkelte fag.

Ved skoleårets afslutning vurderer lærere og rektor den enkelte elevs standpunkt og udbytte af undervisningen. Rektor kan nægte en elev i gymnasiet oprykning til næste klasse, hvis elevens standpunkt eller opnåede vægtede gennemsnit ved skoleårets afslutning er under 02. En elev har krav på oprykning, når eleven har et samlet gennemsnit på 02 eller derover.  Årskaraktererne i gymnasiet medregnes i gennemsnittet.

                

Klage

Rektors afgørelse i forbindelse med sanktionen advarsel og midlertidig udelukkelse kan påklages til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet inden 5 dage inklusiv dage uden undervisning fra afgørelsens modtagelse. Klagefristen over sanktionen henvisning til at aflægge prøve i et eller flere fag samt bortvisning (udskrivning) er 10 dage inklusive dage uden undervisning efter at eleven har modtaget afgørelsen. Klagen indgives skriftligt til rektor, der videresender klagen til ministeriet sammen med sin egen udtalelse i sagen. Før sagen videresendes, skal rektor inden 7 dage give klageren lejlighed til inden for 5 dages frist at kommentere udtalelsen. Klagerens eventuelle kommentarer skal medsendes til ministeriet.

En klage over sanktioner har ikke opsættende virkning, medmindre der træffes særlige beslutninger herom.

Klagevejledning for elever

Klagevejledning over en karakter

Hvis du ønsker at klage over en af dine afsluttende årskarakterer/standpunktskarakterer eller eksamenskarakterer – skriftlig og/eller mundtlig – skal du læse og følge nedenstående klagevejledning.
Klagefristen er altid 2 uger fra den dag, hvor du har fået din karakter. Det gælder både afsluttende årskarakterer/standpunktskarakterer og eksamenskarakter.
En klage skal altid være skriftlig

Din klage skal indeholde:
Klagen skal så præcist som muligt beskrive, hvad det er du klager over, og hvorfor du mener, at din klage skal imødekommes. Du kan ikke sammenligne din karakter/præstation med andre elever eller henvise til, at du plejer at få en bedre karakter. Du kan heller ikke inddrage andres vurdering af din opgave/karakter.

Din klage skal beskrive netop din præstation samt hvorfor du mener, at du er fejlbedømt. I den forbindelse er det vigtigt, at du henviser til de faglige mål, og beskriver hvorfor og hvordan du mener, at de er opfyldt.

Er ovenstående ikke opfyldt har skolen pligt til at afvise klagen som åbenbar grundløs.

Kapitel 10: Klage / Klage over prøver

§ 48. Klage indgives individuelt og skal nøje angive de faktiske omstændigheder, som efter klagerens mening bør begrunde en imødekommende afgørelse. Klagen kan vedrøre:

1) eksaminationsgrundlaget, herunder prøvespørgsmål, opgaver og lignende, samt dets forhold til uddannelsens mål og krav

2) prøveforløbet eller

3) bedømmelsen
 

Hvad beskriver en standpunktskarakter/årskarakter?
Standpunktskarakterer udtrykker efter reglerne i uddannelsesbekendtgørelserne for de treårige gymnasiale uddannelser graden af den enkelte elevs opfyldelse af målene for faglig viden, indsigt og metode i den pågældende læreplan og i forhold til det tidspunkt, hvor karakteren gives. Det vil sige, at standpunktskarakteren skal udtrykke underviserens faglige skøn i forhold til den enkelte elevs opfyldelse af disse kriterier.


En standpunktskarakter gives ud fra en helhedsvurdering på baggrund af underviserens kendskab til elevens faglige niveau i den daglige undervisning. Den afsluttende standpunktskarakter gives i øvrigt efter de almindelige regler herom, herunder at den afsluttende standpunktskarakter udtrykker, i hvilken grad eleven lever op til de faglige mål i det enkelte fag. Det skal i den forbindelse bemærkes, at en afsluttende standpunktskarakter ikke alene kan basere sig på en test, prøve, samtale eller lignende.

Klager over årskarakter:

Undervisningsministeriets klagevejledning - klik her


Hvad beskriver en eksamenskarakter?
Kapitel 7, Bedømmelse

§ 32. Grundlaget for bedømmelsen er eksaminandens individuelle præstation, herunder individuelle dele af et gruppefremstillet produkt, medmindre andet er bestemt af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

Link til Eksamensbekendtgørelsen - klik her.


Processen
Processen for klager over skriftlige og mundtlige eksamenskarakter: Undervisningsministeriets klagevejledning her https://www.uvm.dk/gymnasiale-uddannelser/proever-og-eksamen/klager-over-proever

Samværsregler
Vi tilbringer alle, elever og personale, en stor del af vores tid på skolen. En forudsætning for, at vi får noget godt ud af tiden på skolen er, at vi omgås hinanden og skolen på en respektfuld og ansvarsbevidst måde. Jævnfør FVGHs vision om ”Fællesskab og medejerskab” skal elevindflydelse gælde hvor det er muligt og giver mening. Gymnasiets elevråd og andre elevudvalg understøttes, så de kan virke bedst muligt. Samtidig kræves det, at udvalgsmedlemmerne er åbne for dialog med deres kammerater, så alle kan bliver hørt. Visionen om ”Faglige ambitioner for alle” forudsætter, at alle udviser gensidig lydhørhed over for hinandens ytringer dels i den daglige undervisning dels i de mange ekstra faglige og kreative tilbud efter undervisningstid. Kravet om lydhørhed og respekt gælder naturligvis også, når vi rejser ud i verden på studieture eller får besøg fra vores samarbejdspartnere. 

Skolen kan ved særligt grove brud på studie- og samværsreglerne hjemsende en elev midlertidigt, mens en sag undersøges nærmere, fx hvis en elev er politianmeldt for at have foretaget en voldelig, truende eller i øvrigt ulovlig handling, som kan have betydning for det generelle samvær på skolen.

Læs vores Antimobbestrategi her.

For at få skoledagen til at gå gnidningsfrit skal følgende samværsregler efterleves: 

  • Alle skal føle sig godt tilpas og accepteret på skolen. Vis derfor hensyn og respekter hinandens forskelligheder og henvend dig til andre i et ordentligt sprog. 

  • Ryd op efter dig, stil stole og borde på plads både i klasselokalet og i kantinen.

  • Oprydningen i kantinen går på skift mellem klasserne, der hver tager en uge, som er bekendtgjort i lectio. Teamlæreren har ansvar for at alle elever deltager i oprydningen og afleverer en oversigt til kontoret over hvilke elever, der rydder op de pågældende dage.  

  • Du må ikke spise eller drikke i Studiecenteret.                                    

Rygning og snus

Det er IKKE tilladt at ryge eller bruge snus i skoletiden. Overhovedet.

Sygdom ved eksamen:

Hvis du er syg ved eksamen SKAL du orientere skolen ved at ringe til kontoret ml. 7:45 og 8:15 på prøvedagen. Det er ikke tilstrækkeligt at kontakte din lærer og/eller rektor pr. besked eller mail. Det forventes, at du kan dokumentere din sygdom vha. lægeerklæring (betalt af eleven selv). Manglende framelding og dokumentation anses som udeblivelse og man frasiger sig dermed en sygeeksamen og består ikke. 

Udeblivelse fra eksamen:

Udeblivelse fra eksamen betyder, at uddannelsen ikke kan færdiggøres, og du udskrives af skolen.

Alkohol

Du må ikke møde påvirket af alkohol eller andre stoffer. Læs mere her om vores regler om alkohol.

Bøger og inventar

Bøgerne skal holde i mange år, derfor skal du behandle dem ordentligt. Når du afslutter din skolegang har du pligt til at aflevere bøger og andet materiale, som du har lånt af skolen. 

Der er almindelig erstatningspligt, hvis lånt materiale ikke leveres tilbage eller hvis der sker ødelæggelse af skolens bygninger og inventar.

Studieture

Skolens studie- og samværsregler også gælder på introture, hytteture, ekskursioner og studieture samt ved sociale arrangementer på skolen.

Vi har et sæt rejse- og adfærdsregler når vi er på studieture. Læs dem her. 

Skolen har ret til at skride ind over for brud på samværsreglerne, hvilket i alvorlige tilfælde kan medføre bortvisning fra skolen i kortere eller længere tid.